Svend Dixen, Sdr. Hygum
Min bedstefar, Peter Dixen, blev indkaldt som tysk soldat under 1. Verdenskrig. Han blev taget til fange af franskmændene og kom i fransk krigsfangelejr. Under fangenskabet blev han penneven med en dansk pige fra København. Dengang skrev mange danske piger til de dansksindede fanger for at holde modet oppe hos dem. Alle, der havde mulighed for det, sendte varer og mad til de indkaldte soldater – både som tilskud til feltrationen og som varer, de kunne bytte.
Da han efter krigen blev løsladt og kom hjem til Danmark, aftalte han og pigen at mødes. I 1919 mødtes de på Hovedbanegården i København, hver med en rød rose, så de kunne kende hinanden. Peter Dixen syntes, at hun, Gudrun Petersen, var meget smuk, og de blev gift tre år senere. Det var en stor omvæltning for hende, for hun var kokke- og stuepige i et fint tjenestemandshjem på Frederiksberg, og hendes forældre havde en købmandsforretning i København. Min bedstefar var af bondeslægt og skulle være bonde. Parret købte en gård med åbent ildsted, og min bedstemor skulle lære at hakke roer, malke køer og klippe får.
Min bedstefars bror, Thorvald, blev i øvrigt gift med Gudruns søster, Ragnhild, og de flyttede ind på Harrebygård. Thorvald var også med under 1. Verdenskrig, men ikke ved fronten som sin bror.
