Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Spor efter grænsetiden ved Hviding Kirke

Fra 1864 til 1920 hørte Hviding Sogn til Preussen. På kirkegården står mindesten og gravminder over faldne fra 1. og 2. Verdenskrig.
I den tyske tid blev kirketårnene langs kysten også brugt som landkendetegn for de flygtninge, der brugte Vadehavet som flugtvej til Danmark. I Hviding Kirkes tårn sad en tysk observationspost, som holdt vagt ud mod marsken. Først når flygtningene kunne se Vester Vedsted Kirke, var de på sikker dansk jord

Hviding Kirke ligger ensomt i landskabet, men i middelalderen var her et rigt handelsliv. Foto: Charlotte Lindhardt.

Den ensomt beliggende Hviding Kirke er opført i vulkansk tufsten og påbegyndt i anden halvdel af 1100-tallet. Tidligere var området et betydningsfuldt handelsområde, og arkæologerne har fundet store gårdsanlæg fra 700-tallet til middelalderen.

Hviding Nakke var indtil op i 1600-tallet en vigtig udskibnings- og ladeplads for handelsvarer, bl.a. stude, som ført ud i Vadehavet og hejst ombord på skibe, som sejlede dyrene til Holland og Tyskland. Skibene, som sejlede i Vadehavet, var fladbundede everter, som også kunne gå op i de store åer.

En del af Tyskland

Fra 1864 til 1920 hørte Hviding Sogn til Preussen og udgjorde en selvstændig kommune med tyske embedsmænd. Kirken fungerede som sømærke for Vadehavets søfarende, og i den tyske tid blev kirketårnene langs kysten også brugt som landkendetegn for de flygtninge, der brugte Vadehavet som flugtvej til Danmark. I Hviding Kirkes tårn sad en tysk observationspost, som holdt vagt ud mod marsken. Først når flygtningene kunne se Vester Vedsted Kirke, var de på sikker dansk jord.

Under 1. Verdenskrig var Hviding blandt de mange kirker, som måtte aflevere deres kirkeklokker til støbning af kanoner og andet krigsmateriel til den tyske stat. Derfor besluttede Krigsministeriet i Danmark efter Genforeningen at omstøbe 60 kanoner til kirkeklokker og donere dem til sønderjyske kirker, og i 1921 modtog Hviding Kirke en såkaldt Genforeningsklokke, som blev tegnet af arkitekt Magdahl-Nielsen og støbt i Aalborg.

Grænse- og krigsminder

Mindestenen for de 26 unge mænd, som stammede fra Hviding Sogn og faldt under 1. Verdenskrig – tvangsindkaldt på tysk side. Foto: Charlotte Lindhardt.Bag kirken står en mindesten med navne på 26 faldne fra sognet i 1. Verdenskrig. Langt de fleste blev begravet på slagmarkerne i Frankrig.

Fire af navnene på mindestenen går igen på en lille gravsten på kirkegården. Laurits Jensen (1891-1915), Truels Jensen (1883-1915), Niels Jensen (1896-1918) og Peder Jensen (1893-1914) var brødre i en dansksindet familie, som blev særligt hårdt ramt af 1. Verdenskrig.

 

Mindesten for de fire Jensen-brødre, som faldt i Frankrig og blev begravet dér. Laurits Jensen faldt ved Uffholtz i Frankrig 13. januar 1915, Truels Jensen faldt ved Somme Py 7. oktober 1915, Niels Jensen faldt ved Hangard an Santerre 24. april 1918, og Peder Jensen faldt ved Autrêches 12. november 1914. Foto: Charlotte Lindhardt.

Jens Peter og Marine Jensen havde 12 børn. Alle de 10 sønner blev indkaldt, og fire af dem døde på slagmarkerne i Frankrig.

Marine Jensen skrev et brev til den tyske kejser, hvor hun bad ham om at skåne de overlevende sønner, men brevet blev aldrig sendt, selv om det blev gemt hos familien – sammen med alle brevene til og fra de fire døde sønner. Familiens historie er beskrevet i bogen ”Nyt fra Vestfronten”.

 

”Known unto God” er teksten på mange af de engelske gravminder rejst af britiske Royal Air Force som minde over de piloter, der mistede livet under 2. Verdenskrig. Foto: Charlotte Lindhardt.

På kirkegården findes også minder om 2. Verdenskrig. De hvide mar-morepitafier fra det britiske Royal Air Force er rejst over to ukendte flyvere, hvis lig drev i land på kysten i september 1944. I kirkebogen står, at det først blev tilladt at begrave dem 29. juli 1945. Først efter krigen kunne præsten få tilladelse til det.

 

Mindesten for krigssejleren Niels Thysen Oksen, som døde ombord på Marie Mærsk i 1941. Foto: Charlotte Lindhardt.

Desuden ligger der en mindesten for den danske krigssejler, Niels Thysen Oksen. Han var født i Raahede og en af de ca. 6.000 danske krigssejlere, som gjorde tjeneste under 2. Verdenskrig. Han sejlede med dampskibet Marie Mærsk, som sejlede under engelsk flag og blev sænket af italienske bombefly i Middelhavet den 21. marts 1941. Liget blev aldrig fundet, og der blev holdt en mindegudstjeneste for ham i kirken den 20. juli 1941.

 

Kilder og litteratur

Hansen, Aage Emil: Kongeåen, Told- og statsgrænse 1864-1920, Haderslev 2001.

Jensen, Niels Jørn: Nyt fra Vestfronten. Marine Jensen og sønners breve fra 1. Verdenskrig, Odense 1998.

Kulturarvsstyrelsen: Vadehavet Kulturarvsatlas, København 2007.

Miljøministeriet og Planstyrelsen: Kommuneatlas Ribe, Bevaringsværdier i byer og bygninger, København 1990