Digebyggeri ved Vadehavet

Behov for et dige

Med tabet af Sønderjylland i 1864 mistede Danmark 1/3 af sit areal, hvilket påvirkede handelen og økonomien. Nederlaget og den samtidige teknologiske udvikling satte jordforbedrings- og opdyrkningsprojekter i gang over hele landet, ofte støttet af Hedeselskabet, som blev stiftet i 1866.

Plantager og engvandingsanlæg forbedrede jorden og udbyttet i tørre områder, men i Vadehavsområdet bestod udfordringen i at sikre afgrøderne mod stormflod og oversvømmelse. Lokalt slog landmændene sig sammen om engafvandings- og dræningsprojekter, men et dige langs Vadehavet krævede penge og organisering.

Til grænsen

Efter lokalt forarbejde og pres fra folketingsmand Søren Brorsen fra Farup vedtog Folketinget i 1909 digeloven, som sikrede økonomien, og arbejdet med at måle op og købe jord begyndte. Der blev samme år oprettet et digelag med J. J. Andersen som den første formand, og den dag i dag er digelagets opgave at sikre digets vedligeholdelse.

Ribediget blev opført 1911-1915. En stormflod i 1911 ødelagde og forsinkede en del af arbejdet, men understregede også behovet for det 6 m høje dige.

Diget begyndte ved Roborghus ved Darum og endte ud for Vester Vedsted. En alt for brat afslutning ville lade Vester Vedsted-bøndernes marker stå ubeskyttede, og derfor blev Fløjdiget bygget 2 km ind i landet langs den dansk-tyske grænse.

Efter Genforeningen i 1920 blev diget forlænget ned til den nye grænse, og Kong Christian X’s Dige, også kaldet Rejsbydiget, stod færdigt i 1925.

Diget langs Vadehavet blev forstærket 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget opstår ny marsk, som yderligere beskytter landet mod oversvømmelse.